Vikingehøvdingen Tore Hund – en markant forfader
Første gang jeg stødte på dette navn var i forbindelse med Johan Trygge, der var adelsmand af Senjen. Min geografiske viden rakte ikke til at placere øen Senja, der viste sig at være en af de største øer i Nordlandet eller Lofoten. Da jeg slog dette op på Internettet stod der, at vikinge-høvdingen Tore Hund stammede fra samme område og man have rejst en mindebauta for ham der. Jeg var på dette tidspunkt lykkeligt uvidende om, at jeg kunne være i familie med ham.
Tore Hund får spydet af mor Sigri. Illustration af Halfdan Egedius 1898
2006 © Jorunn. Public Domain under Wikimedia Commons
Tore Hund var vikingehøvding og handelsmand med stor indflydelse i Nordland. Han startede som lensmand under kong Olav, men en række begivenheder medførte, at de endte som fjender. Olav dræbte Tores svoger Olve på Egge og senere hans brorsøn Asbjørn Selsbane. Det medførete, at Tore fik pålagt at hævne nevøen. I 1026 måtte Tore flygte fra Norge til Knud den Store i England, men han kom tilbage og stod sammen med svogeren Kalv Arnesson som anfører for bondehæren ved slaget på Stiklestad i 1030, der blev det endelige opgør med Olav. Kongen blev ifølge Snorre Sturlassons saga dræbt med 3 sår, hvoraf det ene var et spydsår forårsaget af det samme spyd, som dræbte Asbjørn Selsbane.
Slaget ved Stiklestad
2006
© Fingalo. Public Domain under Wikimedia Commons
Historikeren Johannes Brøndsted skriver om slaget ved Stiklestad:
Det var i hvert fald ikke nogen religionskrig. Der fandtes kristne ogsaa i den trønderske bondehær, der vandt; en dansk biskop opæggede saaledes denne hær før kampen. Norge var dengang allerede kristnet; der var ikke tale om et korstog, en kamp mellem hedninger og kristne. Man kommer vel sandheden nærmest, naar man betragter de nordnorske bondeførere som de selvskrevne naturlige forsvarere af Trøndelagen, og dermed Norges rige, imod den hjemvendende af hævntørst opfyldte vikingedrot. For læseren af Snorres Olavs-saga vil det næppe være muligt at faa øje paa noget som helst helgenagtigt hos denne Olav. Han var som vikingehøvdinger flest. Egentlig ikke videre sympatisk; saa synes man bedre om Olav Tryggvason. Men saa kommer afgørelsen ved Stiklestad, Olav den Digre falder, og Olav den Hellige opstaar! Meget snart efter slaget begynder sære frasagn at gaa om helbredelsesmirakler m. m. Og her griber saa Kirken til. Den havde just brug for en stærkt virkende helgen, den stod dengang i Norge foran store muligheder. Stejl opgang i gejstlig magt og vælde kunde forudses, en kongehelgen vilde være nyttig, og en saadan fik da kirken i fuldeste maal, viste det sig, i Olav. Man har udregnet, at der et par aarhundreder senere i Norge fandtes en præst for hver 150 indbyggere, ialt omtrent 2000! Til denne magtstilling virkede Hellig Olav som kraftig løftestang.
Olav den Helliges bisættelse
Udsnit fra Olavspanelet i Nidaros Domkirken (ca. 1320)
2005 © Finn Bjørklid. Public Domain under Wikimedia Commons
Set i tilbageblik fremtræder den norske nationalhelgen Olav den Hellige som en grusom magtstræber, der bestemt ikke lever op til kristendommens dyder. Han ser det tilsyneladende som en ret og måske næsten som en pligt at tvangskristne nordmændene. Tore Hund står som forsvarer af familiens ære og de gamle dyder. Han lod sig ikke omvende til kristendommen og er et eksempel på, at tilhængerne af de gamle guder Odin og Thor faktisk i vid udstrækning gik ind for trosfrihed til forskel fra kongen. Olav er oldebarn af Harald Hårfager og dermed også en slægtning om end en af de fjernere, men jeg må tilstå, at jeg befinder mig bedre ved at være efterkommer af Tore Hund.
Tore Hund #7445
|
Vagn Sand Jensen |