Lærer Visti Sørensen og ”Vredens børn”
En af de farverige personer i slægten var Visti Sørensen (1816 -1893). Efter skolegang i Rettrup på Skiveegnen kom Visti i murerlære, og som 21-årig blev han gift i Hvidbjerg kirke med den jævnaldrende Dorte Katrine Sørensdatter, der var søster til min tipoldemor. Visti arbejdede som murer, dyrkede et stykke jord og fra 1843 virkede han tillige som skolelærer. Sommeren 1855 tog han et kursus på Jelling seminarium, hvorfra han fik prædikatet "ej uduelig".
1856 kom Visti Sørensen til Estvad som hjælpelærer. Beboerene var glade for deres unge lærer med den smukke sangstemme, og de samlede en adresse med underskrifter for at få ham som fast lærer og kirkesanger. Han søgte da også stillingen, som eneste ansøger, og fik den. Mange af Visti Sørensens gamle elever har siden rost ham i høje toner som lærer, men han havde en svaghed, nemlig hans hang til stærke drikke, hvilket blev skæbnesvangert for ham. Han synes dog at have holdt svagheden under kontrol de først år, indtil sammenstødende, uheldige omstændigheder fik det til at gå galt.
En af de uheldige faktorer var sognets præst pastor Gjølbye, der ikke kunne komme op om morgenen. Anden juledag 1863 gik det galt. Der skulle være morgengudstjeneste i Estvad kirke med frembæring af to små piger, der var blevet hjemmedøbt, men præsten mødte som sædvanlig ikke op. Visti Sørensen forsøgte flere gange at hente præsten, men denne bad blot præstefruen give degnen en dram. Sidst på eftermiddagen, da mørket var faldet på, kom Gjølbye endelig i kirke til de skrigende børn, de sure forældre og andre gnavne kirkegængere samt en temmelig anløben degn. Og da skete det dramatiske optrin, som førte til degnens suspension og senere afsked uden pension, og en måned senere også til præstens afsked, dog med pension. Men hvad skete der egentlig?
Det foreligger der flere beretninger om, nogle fra folk der var til stede, andre nedfældet langt senere. En god bekendt af Gjølbye, en Vilhelm Christensen fra Viborg, har fortalt folkeminde-samleren Evald Tang Kristensen sin version. Åbenbart var han en hyppig gæst ved gudstjenester i Estvad kirke, og måske var han selv til stede den pågældende anden juledag. Hans beretning lyder i korthed:
Det var en juledag, der skulle være gudstjeneste i Estvad kirke. Menigheden var samlet, men præsten kom ikke. De sad i stolene og ventede, og degnen gik op og ned ad kirkegulvet. Da slap det ud af ham: 'Det er da også fandens, så længe vi skal vente efter den præst'. Da kommer præsten ind ad døren lige bag efter ham og hører det, og så var degnen færdig, for præsten skrev en klage over ham, hvori han naturligvis anførte, at degnen havde bandet i kirken. Degnen var vist nok lidt beruset, skønt jeg aldrig har set ham fuld.
En anden person beretter, at Visti Sørensen nok mente at kunne forrette sin tjeneste, men endte med korporligt at blive ført ud af en af kirkeværgerne.
For Visti Sørensen var sagen lidt af en katastrofe. Han havde fået en flok på 10 børn og forsøgte sig med en bønskrivelse til biskoppen, men uden held. Den lød i uddrag således:
Med dyb vemod og harme erindrer jeg mig anden juledag og beklager, bedrøvet for mig selv, at mit forhold da var mindre anstændig, end jeg ved sund sans ellers lader være til skue. Men det var første gang, så vidt mig er vitterligt, at min forretning ikke passedes, og det skal med Guds nådige bistand også være den sidste. Jeg beder på det ydmygste og håber med længsel på svar i al underdanighed, om mine høje foresatte endnu ikke denne gang kunne og ville lade nåde gå for ret og skænke mig deres kristne kærligheds-fulde til- og eftergivelse, så jeg kunne skånes for denne provsteret.
I provsteretten fandt Visti ingen skånsel, heller ikke fra Gjølbyes side. Han blev indstillet til afsked på gråt papir, og ministeriet resolverede, at det skulle ske uden pension. Dog henstillede ministeriet til amtsskolerådet om af skolefondets midler at tilstå ham en mindre understøttelse. Dette blev først pure afvist, men efter flere ansøgninger fik han i 1866 beskedne 25 rigsdaler om året, der ved kronesystemets indførelse i 1873 blev til 50 kr. I 25 år levede han på sultegrænsen, idet han supplerede støtten med forskellige småjob, såsom at synge for folk, at skrive kærestebreve for byens unge piger, og at virke som huslærer rundt på egnen. Men hans største skræk, at komme på fattiggården, undgik han i hvert fald.
Pastor Gjølbye endte med afskedigelse på gråt papir, men til nogen forbløffelse for eftertiden med pension, hvilket jo indebar en mangeårig byrde for de efterfølgende sognepræster. Imidlertid forskansede han sig i sit studerekammer, så efterfølgeren i embedet til sidst måtte lade ham tvangsfjerne fra Estvad præstegård. Han flyttede til Viborg, hvor han levede et uvirksomt liv i 20 år.
(Kilde: Svend Laustsen: Estvad og Rønbjerg sogne. Skive Museums Forlag 2000, s. 268-272).
Visti Sørensen forestod folketællingen 1860 i Estvad og det fremgår her, at han havde en pæn og omhyggelig skrift.
En væsentlig årsag til, at jeg har beskrevet Visti Sørensen så nøje, er, at han senere blev brugt som forlæg af Jeppe Aakjær i bogen "Vredens børn". Denne bog er et socialpolitisk kampskrift, hvor Aakjær beskriver de kummerlige forhold som hjorddrenge og tjenestefolk på landet ofte arbejdede under. Bogen førte til en heftig debat, der resulterede i en egentlig tyendelovgivning. Lærer Sørensen beskrives således i kapitlet ”Den gale degn: et tyendes saga”, s. 106f: