De ældre grene af slægten Sand

En markant opdagelse, jeg tidligt gjorde, var, at selv om min gren af slægten Sand i nyere tid er en landboslægt i Vestjylland, har den en gren, der går tilbage til den gamle norske kongeslægt f.eks. til Harald Hårfager. Her vil de fleste blive usikre i blikket og sige: ”Hvem var det nu Harald Hårfager var? Vist nok en af de gamle konger, men hvem?”

Harald Hårfager modtager tronen af sin faders hånd
Fra det islandske 1400-tals håndskrift Flateyjarbók
Foto 2005 © Árni Magnússon Institutet. Public Domain under Wikimedia Commons

Harald Hårfager var norsk vikingehøvding på vestlandet. Han er efter traditionen den første konge, som kom til at regere over hele Norge. Harald var søn af Halvdan Gudrødsson Svarte og var konge i Norge fra o. 871 til sin død o. 932. Baggrunden for hans lange (fagre) hår var, at han friede til en høvdingedatter Snefrid Svåsesdatter, men hun ville ikke giftes med en, der kun var lokal høvding. Harald tog udfordringen op og svarede, at han ikke ville klippe sit hår, før han herskede over hele Norge. Det lykkedes for ham at samle landet og få den smukke høvdingedatter, men det tog åbenbart nogen tid. Der er også gået en del tid, siden vi skrev år 932, og Harald Hårfager når at blive 30 x tipoldefar til medlemmer af slægten i min generation.

Da jeg på et vist tidspunkt nævnte den kongelige baggrund for en af mine kolleger, sagde den pågældende, at så kunne man vel sige, at det var gået tilbage for slægten lige siden. Det kunne der selvfølgelig være noget om, men samtidig er Harald et godt eksempel på, at det var et hårdt job at være konge eller ”kongsemne”. Han vandt som nævnt mange slag, men slap fra det med livet i behold. Ikke alle var så heldige.

Hans ældste søn Erik Haraldsson kaldet ”Blodøkse” styrede i faderens sidste regeringsår sammen med ham, men efter Haralds død kom Erik hurtigt i strid med sine 8 halvbrødre. Han dræbte flere af dem, men blev selv fordrevet af sin yngre bror Håkon den Gode (Adalstensfostre), da denne kom tilbage fra England. De norske høvdinger var da så trætte af Eriks plyndren og hærgen, at de sluttede sig til Håkon og gav ham tilnavnet ”den gode”.

Mønt med Erik Blodøkses præg: "ERIC REX"
2009 © British Museum. Public Domain under Wikimedia Commons

Tendensen på dette tidspunkt var, at alle sønner efter en konge, ægtefødte såvel som frillesønner kunne gøre krav på tronen.  Det betød, at der efter Harald Hårfager formentlig var 9 kongsemner. I andre tilfælde kunne tallet være endnu større.

Erik Blodøkses dronning hed Gunhild Gormsdatter. Hun var datter af den danske konge Gorm den Gamle. Ud over denne slægtsforbindelse via Norge ser familien også ud til at have danske forbindelser tilbage til Gorm den Gamle og hans søn Harald Blåtand.

Konger som Harald Hårfager og Gorm den Gamle er behandlet i en del kilder og kan derfor betragtes som sikre historiske personer, men beskrivelsen af en række af deres handlinger kan godt have præg af sagn og kan derfor virke mindre troværdige. Det er også et kendt fænomen, at historien oftest skrives af sejrherrerne og magtherrerne, så det er deres version, der lægges frem som ”den rigtige”. Saxos Danmarkshistorie er et godt eksempel på dette.

Harald Hårfager lægger an til at halshugge en af sine fjender
Håndkoloreret unicial fra det islandske 1400-tals håndskrift Flateyjarbók
2007 © Árni Magnússon Institutet. Public Domain under Wikimedia Commons

De norske kongesagaer er overvejende nedskrevet i slutningen af 1100-tallet oppe på Island. Sagaskriverne var selv oftest af norsk oprindelse og historierne var bevaret i en mundtlig fortælletradition indtil nedskrivningen. Nordmændene har på denne måde bevaret flere historiske fortællinger end de fleste andre nationer. Den mest kendte historiefortæller islændingen Snorre Sturlasson opholdt sig i en årrække i Norge og blev senere selv dræbt hjemme på Island i 1241 af Håkon IV´s mænd som led i en kongefejde.

Min forbindelse tilbage til de gamle norske konger går gennem en af de få norske adelsslægter, der er bevaret efter Kalmar-unionen, nemlig Aspe-slægten. Norske historikere har gennem flere store seminarer søgt at afklare forholdene omkring denne slægt.