Mange ting kan overraske, når man begynder at bevæge sig omkring. F.eks. at ægteskaber helt op imod år 1900 var noget, forældrene arrangerede. Det er ikke kun folk fra fremmede kulturer, der har benyttet dette. Et hovedelement i de arrangerede forbindelser var, at man skulle holde sammen på de ressourcer, familien havde samlet og finde en passende partner. Det gjaldt for adelen, hvor man mistede sine privilegier, hvis man giftede sig med en ”ufri”, men det gjaldt også blandt fæstebønder, hvor fæstet som oftest gik i arv og skulle bevares inden for familien. Hvis en kone blev enke, skulle hun også hurtigt finde en ny mand, der var villig til at træde ind og drive gården videre og forsørge eventuelle børn.
Økonomiens betydning viser sig også meget tydeligt i præstestanden, hvor en ung præst ofte giftede sig med forgængerens enke for at overtage et godt kald. Hvis enken døde før ham, kunne han så finde sig en ny kone, der måske var væsentligt yngre end ham selv. En af mine slægtninge i Norge, der var residerende kapellan, havde fået lovning på ægteskab med en af præstens døtre, men da præsten døde lidt tidligt, gik der kludder i planerne. Der var flere ugifte døtre og enken mente, at deres og hendes egen forsørgelse blev for usikker. ”Hun kom for langt fra brødet”, som hun formulerede det. Hendes krav var, at kapellanen i stedet giftede sig med hende. Det havde han ikke lyst til, og sagen endte for en provsteret. Her blev indgået et forlig, hvor den sagesløse kapellan betalte et beløb på 80 Rdl. til enkens og døtrenes forsørgelse. Til gengæld blev resultatet, at han hverken giftede sig med moder eller datter, men stod helt frit.
En præstefamilie holdt ofte en huslærer, typisk en nyuddannet kandidat, der endnu ikke kunne få et kald. Han underviste så sønnerne, men også ofte døtrene. Sønnerne med henblik på, at de kunne komme på en latinskole og senere blive præster lige som faderen. Døtrene med henblik på, at de kunne blive præstefruer eller blive gift med en person fra det forholdsvis fåtallige ”pænere borgerskab”.
En af præstedøtrene fra Meldahl blev gift med en person, der i et skrift udfærdiget så sent som 1950 betegnes som en ”bondeknold”. Den pågældende kom til at drive en af sognets største gårde, så titlen kunne måske lige så godt have været ”storbonde”, men tydeligvis mente skribenten, at præstedatteren havde giftet sig under sin stand. Om manden ikke kunne læse og skrive henligger i det uvisse, men at dømme ud fra antallet af børn fungerede ægteskabet fint.
De snævre rammer for ægteskab betød, at en del kvinder fra det pænere borgerskab forblev ugifte eller indgik ægteskab så sent, at de ikke fik børn. Endvidere var der ofte et større antal ægteskaber mellem medlemmer fra to familier, der var passende i forhold til hinanden. For Meldahl-familien i Norge gælder det således i forhold til familier som Tønder, Schjelderup og Junghans.
Mange af de borgersønner, der ikke blev præster, blev i stedet embedsmænd på andre felter såsom officerer, fogder, skrivere og længere op i tiden skolelærere, men så var man på vej ned ad rangstigen. Enkelte nyere embeder kunne man købe sig til, f.eks. som ”konsumptions-forvalter”/tolder.
Privatisering er heller ikke noget nyt fænomen, hvis kongemagten kunne lave penge på det. På vej rundt i slægtens fortid kommer man i berøring med andre tidsperioder og kan næsten ikke undgå at vurdere livsbetingelserne i de forskellige perioder. Fæstebønderne under stavnsbåndet, vikingerne der sejler ud til England, Normandiet, Gardarike osv., forholdene i sagatiden. Der er nok at gå i gang med og fordybe sig i. Man kommer også tæt på de personer, man behandler, uanset om det er en husmand eller en historisk person, og objektiviteten er ikke større, end at det glæder mig, når Anders Arreboe efter at have skrevet smædedigte og udbredt dem i offentligheden får svar på tiltale og ender med at blive sat fra sit bispeembede. Han må, som Christian IV udtrykker det, tage til takke med et embede i ”en af de gemene Kjøbstæder, dersom de ikke haver for megen Lyst til Klammer”.